Ja, så er jeg jo landet på dansk jord. Og nu kan det godt være, at jeg sårer nogle folks følelser, men da dette er min blog har jeg tænkt mig at være hudløs ærlig:
Jeg har det helt af røv til - jeg var på ingen måde klar til at komme hjem!
For det eneste, jeg savnede i Danmark var venner og familie. Og hvor det bliver skønt at se jer allesammen igen, så er I der jo - heldigvis - altid. Mens mennesker jeg har set hver eneste dag i fire mdr, har fortalt alting til, har festet og grint med, og som har trøstet mig, når jeg havde det skidt, pludselig sidder langt, langt væk, og jeg aner ikke, hvornår jeg får dem at se igen.
Og så er der selve landet. Jeg var ikke færdig med at suge atmosfæren til mig, med at elske, at selv jeg kan blive solbrun og at man altid kan sidde ude på altanen og snakke. Jeg var ikke færdig med australierne, som stadig er et af de skønneste folkefærd, og jeg havde klart ikke set alt det, jeg ville se - jeg var ikke holdt op med at blive konstant benovet over alle de eksotiske dyr lige hvor jeg boede og synet af Mt Kiera hver gang, jeg kom hjem fra uni.
Så ja, jeg var ikke klar til at komme hjem, og jeg savner det hele, for hele den oplevelse var ovre før jeg næsten nåede at få begyndt. Og jeg ved, jeg lyder super-utaknemmelig, men jer, der har været ude at rejse, ved, hvad jeg snakker om.
Og fuck, hvor er det koldt!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar