Man må altså ikke sparke til én, der ligger ned

Jeg har haft en rigtig træls uge, sådan ud over alle grænser.

Det startede sådan okay mandag, hvor jeg tog på uni og læste og så synes jeg ligesom, jeg havde udrettet hvad jeg skulle med den dag. Men så startede jeg tilløbet til at finde ud af, hvad der er sket med mit eksamensbevis fra UOW (som jeg jo skal bruge for at få udleveret de penge, jeg skal købe møbler for, hvis det skulle være gået nogen forbi) ved at skrive en mail til Study Abroad på universitetet i Australien, da det tydeligvis ingen effekt har at skrive til min egen afdeling herhjemme. Og fik desuden svar på en jobansøgning, jeg havde sendt, at fristen desværre var d.6. februar, selvom der stod d.15. på dne jobannonce, jeg havde læst...

Tirsdag sov jeg fra mit vækkeur, så jeg kom først på uni kl 11, og henover de næste 5 timer udviklede jeg en ret tung følelse i hovedet. Jeg gik hjem og tog mig en tre timers 'lur', og vågnede til migræne. Så jeg sov bare videre, stod op kl 23, gik i seng kl 2. Fra UOW havde de skrevet, at det ville være nemmest, hvis de vidste, hvem der havde sendt mig mailen om, at mit bevis var blevet afsendt, og da jeg fik den mail fra Ann (min udvekslings-koordinator), måtte jeg jo skrive til hende...

Onsdag gik jeg på uni med en migræne der stadig, trods adskillige piller, lurede. Jeg gik da også hjem tre timer senere i håbet om at sove den væk før spinning. Det lykkedes ikke og jeg brugte endnu en aften på at sove. Jeg havde desuden fået beskeder fra både Luke, som ville fortælle at nu var han tilbage i vores gamle unit, og Steve, som ville fortælle, at han havde pakket bilen, hvor længe det ville tage ham at køre tilbage til UOW osv. Ikke specielt fremmende for min intention om totalt at ignorere deres forestående O-Week.

Torsdag gik jeg endnu engang på uni med en slumrende migræne, som heldigvis ikke blev værre i løbet af dagen. Da jeg kom hjem - endnu engang i håbet om at sove den væk før MBL - ringede jeg om et job, jeg havde set hængt op på kollegiet, som jeg vidste ikke havde hængt der, da jeg tog hjemmefra. Men 5 timer er åbenbart ikke hurtigt nok, og jobbet var taget. Og selvom det var en lillebitte ting, der ikke normalt ville slå mig ud, så var det ligesom dråben for mig, og jeg valgte at tage mig en mindre grædetur, som nok mest handlede om Australien, men som jeg lige denne uge, synes var fuldt berettiget. Det kan nok ikke overraske, at det kun gjorde migrænen værre, så efter at have skrevet til UOW igen (da jeg blev træt af at vente på svar fra Ann), slæbte jeg mig i ALTA efter mad og gik i seng kl 9 med en migræne-pille (27.gang er lykkens gang).

Og så skete der det, at jeg vågnede kl 7:15, frisk og udhvilet efter 10 timers søvn(!), og total klar i hovedet, hvilket jo var skønt i sig selv. Men så vågnede jeg desuden til en e-mail fra UOW, hvor de sagde, at mit eksamensbevis havde været 'withheld', men det havde de nu fjernet, så det bliver sendt til mig hurtigst muligt. Og selvom jeg egentlig er temmelig rasende, fordi jeg havde skrevet til Ann om det 'withheld', som også stod i den e-mail, hun havde fået fra dem, og hun ikke havde gidet undersøge det nærmere, så er det stadig en god nyhed, og den første succes-oplevelse, jeg har haft denne uge. Så man kan kun håbe, at resten af ugen spænder lidt bedre af...