9. marts 2010

Flytte-dag

Nye tider, nye websites - jeg er flyttet ind på min helt egen hjemmeside, hvor jeg blogger om livet som arbejdsløs. Besøg mig på:

www.jannilangholz.dk

20. januar 2009

Computer-fattig

Der er jo noget stille herinde, men det hænger faktisk bare sammen med, at min computer jo døde for nogle måneder siden og jeg stadig ikke har fremskaffet en ny - indtil videre tjekker jeg min mail på uni, men jeg gider ikke rigtig sidde deroppe i længere tid, så derfor sker der ikke så meget andet.

Jeg har ellers lige været i Wien, så jeg håber at få lagt nogle billeder på Facebook i den nærmeste fremtid og måske skrive et lille indlæg.

Ellers går jeg stadig og venter på min karakter og har da i forventningens glæde booket Eforen til kandidatfest d.9.maj - og hvis jeg dumper, holder vi da bare en fest alligevel:)

30. november 2008

Lige om snart

Så er det lige om snart, det sker - jeg afleverer specialet på onsdag! Jeg skrev indledning og konklusion i går og i dag (puha, lang lørdag aften på uni!), og pt er den til anden gennemlæsning hos Hanne. Jeg mangler stadig at rette nogle småting til og skrive et to siders engelsk resumé, men ellers er den faktisk færdig.

Jeg er personlig meget godt tilfreds med den, synes den er blevet udemærket. Desværre er min vejleder - som mange godt er klar over - jo på ingen måder enig, så det bliver jo spændende at se hvilken karakter, det kan blive til.

Men det er jo først om to mdr og på onsdag er der juleferie:) Og en tur til frisøren!

23. november 2008

At føle sig misforstået...

Jeg fik et brev fra universitetet for nogle dage siden, der startede på dennne måde:


Du modtager dette brev, fordi vores opfølgning på sommereksamensterminen 2008 har vist, at du på nuværende tidspunkt er mere end 12mdr. forsinket i forhold til normalstudieplanen for din årgang.

Studievejledningen vil derfor gerne tilbyde dig en samtale. Vi vil gerne sikre, at du befinder dig godt på dit studium og får afviklet dine eksaminer fremover, samt at du undgår yderligere forsinkelse og problemer med f.eks. SU.


Så var vi godt nok nogle, der blev en lille smule mopsede, for jeg er da overhovedet ikke over et år bagud. Men så tænkte jeg over det, og kom i tanke om at eftersom jeg ikke har fået merit for min udveksling og jo ikke har afleveret mit speciale endnu, har jeg ikke gået til eksamen og/eller fået point siden sommeren 2007. Så jo, teknisk set er jeg over et år bagud. Men altså, måske kunne de lige tjekke op på sådan nogle ting; jeg er jo pt tilmeldt eksamen med mit speciale. Lidt fjollet.

17. november 2008

At blive sparket til, mens man ligger ned...

Nå, men efter en helvedes-uge, hvor min computer døde, alle mine biblioteksbøger skulle afleveres og jeg havde et 20-timers migræne-anfald var jeg så til møde hos min vejleder, små tre uger før aflevering. Jeg havde meget brug for, at hun sagde, at det overordnet så godt ud og derefter kom med forslag til, hvad jeg kunne gøre bedre. Det gjorde hun selvfølgelig ikke (begynder at tvivle på, at kvinden er i stand til at uddele ros). I stedet fik jeg følgende ting at vide:

- der er ingen fremdrift i min struktur
- jeg bruger ikke mine citater godt nok
- jeg mangler fodnoter
- jeg er for overfladisk i min analyse; de ting, jeg siger, kan ses ved bare at læse bogen
- og så bør jeg desuden sætte mig ind i børnelitteratur-kritik og inkooperere det i opgaven

Jeg behøver vel ikke sige, at ikke var en særlig fed oplevelse så sent i forløbet. Og jeg har utrolig svært ved at se, hvordan jeg skal nå at sætte mig ind i børnelitteratur, når det jeg allerede har skrevet åbenbart skal rettes meget grundigt. Jep, hvis jeg ikke var stresset før...

5. november 2008

Presents, presents!!

Ja, så har det jo lige været min fødselsdag, hvilket vist ikke er gået nogens næse forbi. Jeg har været super-glad for at få samlet familie og venner, og selvom det jo ikke er det, der handler om, så har jeg også fået nogle helt vildt gode gaver i år, som jeg lige syntes, jeg ville vise frem:

Jeg havde jo ønsket mig Erlend Loe-bøger, hvilket jeg fik både af Karina og Mette&Marie (glæder mig til at læse dem, når jeg lige har fået det der speciale af vejen!). Og så var der McLeod's daughters fra Michael og tre dvd'er fra Pia:


























På sportssiden fik jeg spinning-sko af det meste af familien, hvilket jeg synes var super-fedt. Desværre passede de ikke, så jeg var nede og bytte dem og fik nogle fine sorte nogle i stedet! Glæder mig meget til at prøve dem af - de er samme mærke som spinning-trænernes; jeg regner med det er et godt tegn:) Af Hanne fik jeg en fin lyserød (surprise;)) top, som det viste sig bare skulle byttes til en lidt større, i noget rigtig rart stof. Så nu er jeg bare trænings-klar, bortset fra mit åndssvage knæ selvfølgelig...
















Så er der selvfølgelig mine fantastiske lysestager, som min far selv har lavet - de er simpelthen så flotte og passer perfekt i min vindueskarm ved siden af...


skildpadden, som jeg har fået af Lene. Jeg havde ønsket mig den meget specifikt, for den er simpelthen så fin. Sådan ser den ud i dagslys -


- og sådan ser den ud om aftenen med lys i. Er den ikke fantastisk?


Udover det fik jeg også to usb-stick og en Somersby cider - cideren er desværre væk (der var noget med en fødselsdagsfest) og usb-pinde er lidt svære at tage billeder af:) Men er ret begejstret for mine gaver - god indsats, folkens ;)

27. oktober 2008

Tidsplanen der kollapsede

Så blev det mandag igen og da jeg ikke kunne komme ind på min speciale-plads, hvor alle mine bøger ligger, i går, er det tre dage siden, jeg har lavet noget udover at læse lidt Harry Potter and the Deathly Hallows. Derfor gjorde det ikke panikken mindre i dag, da jeg opdagede, at jeg var omkring 10 arbejsdage eller 16 1/2 side efter min tidsplan. Godt nok har jeg lavet den plan efter at jeg skulle være færdig med at skrive 14 dage før tid, men synes nu ikke at fire dage er helt nok til at rette opgaven ordentligt igennem. Så denne uge kommer virkelig til at trække tænder ud, hvis jeg skal hente ind på bare noget af de forsømte - heldigvis har jeg fri de næste to weekender og af uvisse årsager arbejder jeg bedst lørdag-søndag.

Glæder mig helt vildt til december...