Grand Prix-finale-klar!

Min store helt i dag er denne fyr:Simon Mathew gav selv lækre Paolo (som skal føde mine børn) baghjul i går aftes i semi-finalen, så vi er klar til galla-kjoler, champagne og forhåbentlig point til Danmark i finalen på lørdag. Det bliver fantastisk:D

Så er det vist nok med de mænd...

Ja, det her bliver et 'verden er så hård og uretfærdig'-indlæg!

Jeg har jo kastet mig ud på single-markedet igen, i første omgang blot ud af ren kedsomhed, men er nok undervejs begyndt at være lidt mere seriøs omkring det. Har været ret uheldig fra starten af, men har taget det knap så tungt, da det var fyre, jeg ikke havde set nogen fremtid med.

Men så mødte jeg en fyr for nylig, som jeg rigtig godt kan lide og som jeg umiddelbart godt kunne få fat i. Siden har der så været en del forvirring, og det viser sig så til sidst, at han gerne vil være venner med mig. Og det er her min forvirring er total. Vi kender hinanden i forvejen, så der må fra begge sider fra starten have været en idé om, at vi kom godt ud af det med hinanden, og det gør vi stadigvæk. Der må jo tydeligvis også være en gensidig tiltrækkelse. Og han siger, at han synes, jeg er sød og sjov at være i selskab med.

Og så forstår jeg simpelthen ikke, hvorfor man ikke giver det en chance, for jeg kan helt ærligt sige, at det er første gang i flere år, at jeg har mødt en, jeg havde en så umiddelbar god følelse omkring.

Og hvis det ikke er nok at være sød, sjov og tiltrækkende for at man er værd i det mindste at tage en enkelt date med, hvad søren er det så mænd vil have? Jeg forstå det ikke - jeg kan jo ikke være andet end mig selv, men det er ligesom om, det ikke er nok...